Del med andre på:
Forandringer gør, at det stabile, som vi kender, bliver erstattet af noget usikkert og uafprøvet. Men hvad er det så, der gør, at vi i begejstring og nysgerrighed hopper ud i en forandring? Eller at vi modsat stiller os på bagbenene og begynder at bakke?
Som nyansat i intenz går jeg en forandret hverdag i møde. Den velkendte trummerum er for mig skiftet ud med nye omgivelser, nye kollegaer og ikke mindst nye udfordringer.
For at jeg er forandringsvillig, er det altafgørende, at jeg befinder mig et sted, både mentalt og fysisk, hvor jeg føler mig tilpas, og hvor jeg kan være mig. Er jeg det sted, så er jeg 100 procent omstillingsparat og åben overfor nye udfordringer. Vejen til mit forandringsparate hjerte kunne man fristes til at tro går gennem ros. For kan det være skidt at rose? – kunne man spørge sig selv.
Ros kan skabe utryghed
Når vi bliver rost på grund af det, vi gør, så følger det, at en modsat handling medfører ris. Med den bedste intention om netop at skabe tryghed kan man med ros skabe det modsatte – nemlig utryghed.
Til trods for, at ros umiddelbart kan fylde mig med følelse af velbehag og tilfredshed, lurer spørgsmålet alligevel i mørket; Hvad ville der ske, hvis jeg ikke gjorde sådan?- Og hvad hvis jeg næste gang ikke kan gøre det så godt? Hvorfor ikke kaste de vurderende blikke til side og i stedet anerkende hinanden? Når vi anerkender hinanden, opgiver vi tanken om, at der er en rigtig og en forkert måde at være på.
For mig betyder anerkendelse, at jeg bekræftes i, at jeg kan være mig! At blive anerkendt giver mig styrken til at se en forandring som en ny og spændende mulighed. I min optik hænger succesfulde forandringer, hvad end det er på personligt eller organisatorisk plan, derfor nært sammen med et anerkendende miljø.
Hvordan forholder du dig til ros og anerkendelse i forhold til forandringsparathed?
Del med andre på:
Copenhagen
Når jeg læser artiklen, synes jeg der mangler noget essentielt.
Jeg mener ikke, at jeg behøver at synes om en given forandring for at være forandringsparat. Bare fordi jeg er forandringsparat, kan den enkelte forandring jo godt være noget jeg ikke bryder mig om.
Når jeg som leder starter en forandring, er det derfor vigtigt at være tydelig i intentionerne, målet og vejen dertil. Og så skal jeg være åben for at nogle af de berørte vil vælge noget andet, eller at jeg skal være bedre til at kommunikere intentioner mm.
Jeg skal så også være parat til at udføre det ledelsesarbejder det kræver at overbevise, udvikle, flytte eller afvikle de medarbejdere, som ikke lige falder for idéen i første omgang.
Det er også anerkendende at acceptere de personer, som ikke lige synes at min vej er den bedste.
Det er jo heller ikke altid at jeg synes at de forandringer jeg udsættes for er min kop te, og jeg vil gerne anerkendes for at tage stilling til om jeg vil være med eller ej.
Jeg synes, at det er en interessant indgangsvinkel, du tilføjer her Henrik.
Der er ingen tvivl om, at det vil være svært og næsten umuligt, at alle synes om alle forandringer. På den måde har du helt ret i, at vi ikke altid kan være ovenud begejstret for en given forandring, men dette til trods alligevel springer ud i det – måske fordi vi er nødsaget til det.
Og her er lederens rolle helt essentiel.
Jeg synes, det er super interessant det, du skriver her “fordi jeg er forandringsparat, kan den enkelte forandring jo godt være noget jeg ikke bryder mig om”. Jeg ser ens rolle som influerende faktor, når det gælder forandringer. Hvad kræver det at skulle gennemføre forandringen? Hvilken indsigt har jeg? Hvordan kommunikeres der om forandringen? Hvordan forankres forandringen? Hvad er følelserne og holdningerne til forandringen?
Det understreger, hvilken kompleks affære en forandring er.
Et anerkendende miljø – hvor følelser og holdninger anerkendes, kommunikeres og respekteres skaber udgangspunktet for en succesfuld forandring.
Vi skal have menneskene med :o)